who

NYHED / FORSKNING: Et såkaldt systematisk review regnes som en guldstandard inden for videnskab. Alligevel sker det først nu, at WHO systematisk gennemgår videnskabens helbredseffekter af mobilstråling. Og det sker ikke uden kontrovers i optakten. 

The International EMF Project under Verdenssundhedsorganisationen WHO åbner igen et ansøgningsvindue for nye forskere, som vil medvirke til det, der er verdens første systematiske forskningsgennemgang af effekter af mobilstråling.

Det skriver WHO i en meddelelse til forskermiljøet, som er dateret 27. december 2019.

I en kort periode fra oktober til november efterlyste WHO de forskere, som i 2020 skal foretage verdens første egentlige systematiske forskningsgennemgang af helbredseffekter af ikke-ioniserende stråling, også kendt som radiobølger og mobilstråling.

At vinduet kun var åbent i en måned, var kontroversielt og blev kritiseret af den kendte, strålingskritiske forsker fra topuniversitetet i Berkeley, Joel Moskowitz.

“Det er meget overraskende, at de satte en så kort frist. Det kunne afskrække gode og meget travle mennesker fra at deltage. Man kan ikke bare sammensætte et internationalt hold hen over natten,” sagde Joel Moskowitz i november.

I forvejen døjer The International EMF Project med manglende tillid fra store dele af strålingsforskermiljøet. WHO’s strålingsorgan har i tidernes løb haft pengeforbindelser til teleindustrien, og det kan ses på deres udmeldinger, lyder kritikken ofte. Både historisk og nutidigt er der tætte bånd til den private strålingskomité ICNIRP.

Resultatet af det korte ansøgningsvindue blev også, at der ikke kom nok kvalificerede ansøgninger til tre af de 10 nedsatte grupper.

De tre grupper, som søger nye forskere, er gruppen for kræftresultater i dyreforsøg (gruppe 2), gruppen for reproduktion hos forsøgsdyr og i cellekulturer (gruppe 4) samt i gruppen for opvarmningsrelaterede lidelser (gruppe 10).

Ansøgere kan udtrykke deres interesse senest 7. februar.