hand-with-thumb-up-and-down

KOMMENTAR / ANALYSE: Trods dyb polarisering og splittelse i debatten om 5G, er der mange spørgsmål, som de splittede forskere er enige om. Der er selvfølgelig også betydelige uenigheder. Tabt Tråd peger på de væsentligste (opdateret 22. august 2020).


Baggrund er en serie af vidensartikler om komplicerede detaljer og sammenhænge, som er nyttige for at forstå debatten om den trådløse udrulning og mulige miljø- og sundhedskonsekvenser.


HVORDAN KAN RADIOBØLGER være årsag til effekterne, når forskning viser kræft i forsøgsdyr eller oxidativt stress i mange cellestudier?

Det er et hovedstridspunkt blandt forskere, som har indgående erfaring med forskning og forskningslitteratur om ikke-ioniserende stråling – populært kaldt mobilstråling.

En lang række forskere bekymrer sig stærkt om det trådløse ekspansionseventyr. Andre forskere bekymrer sig mindre, og nogle gør nærmest ikke.

Her er de hovedspørgsmål, som splitter forskerne på området.

Gælder bekymringen også miljøeksponering fra telemaster?

Der er bred enighed om, at mobiltelefonen skal anvendes begrænset og forsigtigt. Både WHO’s kræftagentur og mange landes myndigheder tilråder, at telefonen holdes på afstand af hovedet, når man taler.

Især myndighederne og forskere tæt på myndigheder mener, at det er et tilstrækkeligt forsigtighedsprincip, at den enkelte passer på sin egen mobiltelefoni, fordi langt den største mængde stråling kommer fra brugerens egen telefon.

Det begrundes især med afstandskvadratloven: Strålingsintensiteten aftager markant, blot man lægger en lille afstand til antennen.

Da WHO’s kræftagentur IARC i 2011 evaluerede kræftforskningen på mobilområdet, blev det blandt andet pointeret, at det er hos brugere, der taler i mobiltelefon i 30 minutter dagligt og længere, som løber en kræftrisiko, mens der ikke var tilstrækkelig evidens til at mistanke såkaldt miljøeksponering fra telemaster, selv om WHO’s officielle kræftmistanke nu gælder alle former for radiobølger.

Mange forskere ønsker dog ikke at frikende telemaster for mistanke, som eksponerer befolkningen vedvarende. Blandt andet bygger holdningen på korrelationsstudier, som viser øget sygelighed tæt på master. Fjerneksponering er dog betydeligt ringere undersøgt end næreksponering for strålingskilder.

Er det sendestyrken, som skaber de biologiske effekter?

Især forskerne omkring ICNIRP vil sige: Ja. Det er især sendestyrken, som er afgørende for omfanget af såkaldte non-termiske biologiske effekter. Men det er muligvis spørgsmålet, som splitter forskerne på området allermest og som i højeste grad skaber uenigheder om risikobilleder. Blandet andet for 5G.

Andre forskere mener, at parametre som modulation, polarisering, frekvens og båndbredde spiller en betydelig rolle for såkaldte non-termiske effekter, der er biologiske effekter af mikrobølgeeksponering, som ikke skaber opvarmning. Især pulsering er en mistænkt hovedfaktor. Meget data kræver øget pulsrate i sendesignalet.

Splittelsen er væsentlig for at forstå, hvordan forskerne kan være enige om meget og alligevel meget uenige om behovet for et 5G-stop til fordel for forudgående forskning.

Splittelsen forklarer, hvor nogle forskere bekymrer sig om fjerneksponering, mens andre begrænser bekymringen til næreksponering fra egen mobiltelefon.

Bør man helt stoppe 5G-udrulningen for at undersøge effekterne først?

Nogle forskere anfører, at 5G ikke er nogen særlig anderledes teknologi. Derfor er der ingen grund til særligt at mistænke 5G.

Andre peger netop på, at 5G-teknologien skærper nogle egenskaber, som mistænkes for at være biologisk skadelige. 5G-signaler vil rumme øget pulsering og bruge bredere frekvensbånd.

Splittelsen deler også typisk forskerne i dem, som bekymrer sig over forrige mobilgenerationer som 3G og 4G – og dem, som ikke bekymrer sig i samme grad.

Findes der skadeseffekter på styrkeniveauer under opvarmningsgrænsen?

Splittelsen deler forskerne i dem, der siger, at det er usikkert. Og dem, der mener, at tvivlen om skader efterhånden er urimelig, fordi der er mange indikationer, som især er set i dyre- og celleforsøg og i statistiske studier.

Der er generelt enighed om, at mange puslespilsbrikker mangler at komme på plads, fordi forskning ikke er udført.

Derfor er splittelsen i høj grad en uenighed om, hvorvidt forskningslitteraturen nu ligner et billede eller ej. De forskellige holdninger til billedet afgør, hvor høj en grad af forsigtighedsprincip, forskere anbefaler myndigheder at tage.

Findes der eloverfølsomme, som bliver syge af eksponering for radiobølger?

Mange forskere siger nej med henvisning til over 70 forskellige psykologfaglige provokationsstudier, som er foretaget. Studierne minder om allergiske test, hvor man udsætter nogle selvdiagnosticerede patienter for en dosis af ikke-ioniserende stråling.

Langt hovedparten af disse studier konkluderer til sidst, at studiet ikke finder overbevisning for, at forsøgspersonerne er overfølsomme.

Provokationsstudierne er under heftig kritik. Kritikkerne mener, at disse studier dels er dårligt udførte og udgør en dårlig undskyldning for ikke at udføre biovidenskabelige studier med patienterne.

Med fravær af objektive biologiske markører kan man slet ikke vide, om forsøgspersonerne er overfølsomme. Det giver en overhængende risiko for falske lodder i skålene.

En fransk forskergruppe mener eksempelvis at pålidelige biomarkører for lidelsen er fundet og kan anvendes til at diagnosticere patientgruppen, men forskningen bag rummer intet decideret bevis for, at patienternes målte gener netop hænger sammen med elektromagnetiske felter.

Kan myndighederne være grænseværdierne bekendt?

Det mener især de forskere, som selv står bag gældende grænseværdier og typisk også forskere, som samarbejder tæt med dem, mens oppositionen i forskerverdenen står uden for de råd og komitéer, som reelt blåstempler det trådløse miljøråderum.

Der er dog også en stigende kritik af grænseværdierne fra forskere, som man hidtil har regnet for at være tæt på systemet.

Et forhenværende ICNIRP-medlem igennem 12 år, amerikanske James Lin, ønsker at stramme ICNIRP’s grænseværdi og skærpe WHO’s kræftmistanke efter det mangeårige amerikanske forskningsprojekt, som fandt kræft i forsøgsdyr.

En betydelig kritik af ICNIRP og grænseværdien er også blevet rettet i 2020 af Hans Kromhout, som er formand for det hollandske nationalråd på forskningsområdet.

Der er ikke kun kritik af, at grænseværdierne kun beskytter mod akutte opvarmningsskader og ikke biologiske langtidseffekter. Der eksisterer også en fysikfaglig kritik af sikkerhedens egne præmisser.

Den verdensførende EMF-fysiker, Niels Kuster, har i flere omgange kritiseret grænseværdierne for ikke at yde tilstrækkelig med sikkerhed mod varmeskader.