Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet.

hovedpine_EHS1

NYHED / FORSKNING: Find årsagen til el-overfølsomhed i molekyler og ikke i psykologkonsultationer, mener mangeårig specialiseret bioforsker på strålingsområdet. Han får opbakning fra en kant, der overrasker ham selv.

 

KAN MAN BRUGE allergitest-agtige provokationsforsøg med radiobølger og el-overfølsomme patienter til at vise, at der ikke er sammenhæng mellem lidelser og elektromagnetiske felter?

Det mener Sundhedsstyrelsen i Danmark for eksempel.

Den såkaldte provokationsmetode kan forklares enkelt: Man trækker lod om, hvilke selvdiagnosticerede patienter, man vil udtage til et forsøg. Man lukker dem i et rum, hvor de enten vil blive bestrålet fra et apparat eller ej. Forsøgspersonerne angiver så, om de kan mærke, at de bliver bestrålet uden at hverken forskere eller forsøgspersoner ved, om strålingen er tændt eller slukket.

Til sidst opgør forskere så, om forsøgspersonerne bestod quizzen: Er de virkelig el-overfølsomme?

Den polsk-finske biokemier Dariusz Leszczynski, som selv har stået bag strålingsforskning, der blandt andet har fundet øget aktivering af stressproteiner i bestrålede celler, er ikke imponeret over de anvendte provokationsforsøg og har ofte kritiseret dem skarpt.

“Spørgsmålet er, om det overhovedet kan kaldes for videnskab”, har han blandet sydet.

 

“Lav en effektiv screeningsmetode”

Ét problem er, at forsøgene bruger personer, som alene har diagnosticeret sig selv. Det gør allerede forsøgene upålidelige fra start, mener han.

Hvis der ikke findes en biologisk markør, kan man ikke udpege nogen patientgruppe, og man kan ikke vide, om patienternes klager skyldes noget andet end stråling. Måske kemikalieforgiftning.

Og provokationsforsøgene kan kritiseres for en meterlang liste af punkter, der gør metoden videnskabeligt tvivlsom.

I 2018 skrev Dariusz Leszczynski et åbent brev til WHO, hvor han sønderkritiserede forsøgsmetoden og opfordrede forskningsverdenen til at stoppe.

Der er udført i omegnen af 80 forsøg på verdensplan nu. Det må være rigeligt med spildtid.

Efter hans mening kan man skabe en effektiv screeningsteknologi, som bruges af farmaceutiske virksomheder til at gennemgå store antal af personer, som kan anvendes til lægemiddelforsøg.

“Hvis man tester for molekylære markører, vil man kunne finde de markører, der opfører sig forskelligt fra person til person som reaktion på EMF-eksponeringer,” skriver han i sit blogindlæg.

I en lang Twitter-diskussion om sagen mellem uenige topforskere, blev det anført imod ham, sådan en eftersøgning kan blive vanskelig og dyr.

Det er ikke let og ikke billigt, erkender han.

“Men hvem siger, at videnskabelige opdagelser skal være lette og billige?”

 

Støtte fra ICNIRP

Dariusz Leszczynski får det, han selv kalder for overraskende opbakning – og den opbakning kommer fra den schweiziske epidemiolog og strålingsforsker Martin Röösli, der er medlem af forskerkomitéen ICNIRP, som sætter de retningslinjer, som Danmark ophøjer til grænseværdier.

Martin Röösli diskuterer emnet i et gæsteindlæg på Dariusz Leszczynskis blog, hvor han anerkender at akutte provokationsforsøg ikke kan opfange, om patienter får det dårligt efter længere tids eksponering.

“Jeg støtter idéen om nye tilgange til EHS-forskning, som leder efter en biomarkør. Jeg er enig i, at akutte provokationsforsøg ikke løser noget i forhold til effekter af langtidseksponering.” anfører Martin Röösli.

Men der er også udfordringer, mener han. Man kan for eksempel ikke komme uden om de udskældte provokationsforsøg som et led i forskningen.

Før eller siden kommer psykologien ind i billedet, pointerer Martin Röösli:

“For at søge efter biomarkørerne, der kan anvendes som effektiv screeningsteknologi, som Dariusz forslår, så er det stadig nødvendigt, at man identificerer EHS-individerne, hvis man skal kunne sammenligne biomarkøren for EHS med kontrolpersoner. Ellers vil molekyleanalyser ikke kunne vise, at biologiske reaktioner også er biomarkører for elektromagnetisk eksponering”.

 

Man drukner enkeltpersoner, som viser tegn

Også den australske biokemiker og mikrobiolog, Steve Weller fra det oceaniske strålingsforskerselskab OORSA, bidrager til metodekritikken på Dariusz Leszczynskis blog.

Han kritiserer for eksempel, at store metaanalyser slår patientdata sammen i ét stort regneark. Dermed kan man drukne data om enkeltpersoner i forsøgene, som rent faktisk viser, at de påvirkes af det, de udsættes for.

Hvis den store pøl af data ikke viser overordnet evidens for EHS-lidelsens reelle eksistens, så smider man patienter ud med badevandet, som enkeltvist viste positive resultater, og man overser faktisk delvis evidens i studierne, der kan bruges til yderligere undersøgelse.

“Der er et klart behov for at investere i seriøst god videnskab. Gør vi det ikke, så vil et fortsat misbrug af videnskab i visse interessers tjeneste påføre millioner af EHS-patienter i hele verden undgåelige skader,” mener han.

“Så fremmer man ineffektive og muligvis skadelige behandlinger, når man fodrer tanken om, at sygdommen i vid udstrækning er psykologisk”, skriver Steve Weller.

 

Uenige forskere skal samarbejde

Det startede med en Twitter-diskussion om el-overfølsomhed blandt uenige topforskere: Dariusz Leszczynski, Frank de Vocht og Martin Röösli.

Diskussionen på Twitter affødte en længere serie af diskuterende blogindlæg, men det var ikke det eneste, som Twitter-diskussionen i maj 2020 affødte.

Den hollandske epidemiolog Frank de Vocht, som er PhD-forsker ved University of Bristol og medlem af det britiske myndighedsråd på strålingsområdet, vil sætte ny forskning i gang på området og har efterlyst EHS-patienter, som vil samarbejde om at tilrettelægge den.

Det britiske forskningsprojekt kommer ikke til at efterforske, om der er sammenhæng mellem EHS-syges lidelser og elektromagnetiske strålingskilder. Studiet skal undersøge patientgruppens generelle helbred og befindende.

Dariusz Leszczynski har tilkendegivet, at han vil samarbejde med briterne om projektet.

 

 

Sandsynligheden er overordnet videnskabelig

Men er det ikke også en mulighed, at EHS slet ikke eksisterer som nogen fysisk lidelse?

Dariusz Leszczynski mener ikke, at tvivlen er rimelig. Han finder det veletableret i videnskaben, at følsomhed over for alverdens stimuli som kemikalier og strålingstyper er individuel, og forskningsstudier viser også, at celler grundliggende ikke kan lide sendeapparaters radiofrekvente stråling, som eksempelvis kommer fra mobiltelefoner.

Spørgsmålet er kun, hvorvidt cellerne modstår belastningen. De fleste lader til at tåle det livet igennem – mens nogle ikke gør.

Den individuelle følsomhed hænger sammen med vores genetiske og epigenetiske forskelligheder, der kan beskrive mennesker som mere eller mindre sårbare, forklarer han:

“Derfor er det videnskabeligt berettiget at mistænke eller antage, at den individuelle følsomhed også findes for eksponering for elektromagnetiske felter”, skriver Dariusz Leszczynski.

“De vigtige, men stadig ubesvarede spørgsmål er imidlertid: Hvilke niveauerne tolereres uden skadelige helbredsvirkninger hos størstedelen af befolkningen? Og hvilke fysiologiske forudsætninger findes for overfølsomhed?”