Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet.

funch_EHS

BAGGRUND / INTERVIEW: El-overfølsomme lider, og samfundet svigter sit ansvar, som kan løftes, hvis der er vilje. Det mener Christina Funch – formand for den danske EHS-patientforening.

 

ELEKTROMAGNETISK OVERFØLSOMHED ER en gammel kontrovers, som bliver ved med at splitte.

I årtiernes løb har mennesker tæt på radarsystemer meldt sig syge. På USA’s ambassade i Moskva i 70’erne blev medarbejdere syge, og eksperter skærmede huset af mod målrettede radiobølger, som nabobygningen sendte.

For få år siden blussede balladen op igen på USA’s ambassade i Cubas hovedstad Havana: Mikrobølgevåben blev mistænkt for at gøre USA’s ambassademedarbejdere syge.

Forskerne har svært ved at blive enige, og også magtinstanser har været i totterne på hinanden om spørgsmålet.

I Danmark organiserer EHS Foreningen danske patienter, som oplever, at elektromagnetisme fra både elforsyning, el-apparater og trådløse emissioner begrænser deres hverdag med især neurologiske symptomer som svimmelhed, smerter træthed og kognitive vanskeligheder.

Christina Funch er formand for EHS Foreningen i Danmark. Hun er konservatorieuddannet musiker og arbejder som organist.

 

Kan man basere en patientforening på en diagnose, som Sundhedsstyrelsen ikke anerkender? Læser man Sundhedsstyrelsens hjemmeside, så mener styrelsen ikke, at der sammenhæng mellem symptomer og udsættelse for elektromagnetiske felter?

“Vi har mange års erfaring med, at myndighederne ser hen over både evidens og eksperter, som siger noget andet. Foreningen fylder snart 30 år, og i hele vores historie er vi blevet mødt med påstanden om, at eloverfølsomhed er umuligt, fordi magnetfelter og elektromagnetiske felter så svage, så svage, at de ingenting kan gøre. Men det bliver slået mere og mere fast, at disse “svage” felter, som er menneskeskabte og pulserende og som ikke kan sammenlignes med naturlig baggrundsbestråling, sætter gang i biologiske processer. I foreningens levetid er først udstråling fra elkabler blevet klassificeret af WHO som kræftmistænkt. Nogle år senere skete det samme for radiobølger, som mobiltelefoner sender med. Disse klassifikationer bygger blandt andet på, at der er biologiske effekter, og det har WHO’s ekspertgrupper konstateret, for ellers kunne man ikke rejse en kræftmistanke”.

 

Men hvordan ved man som forening, at medlemmerne er EHS-syge?

“I foreningens stiller vi ingen diagnose, men vi har en praktiserende og autoriseret læge tilknyttet, der hjælper patienterne med at opnå anerkendelse i sundhedsvæsenet. Vi har også haft enkelte medlemmer, som har fået deres diagnose i Frankrig, hvor man anvender en diagnosemetode med biologiske markører. Generelt så har både vores medlemmer og EHS-lidende i andre lande så massive erfaringer med, at de ikke kan tåle elektromagnetiske felter, at det er vanvittigt at holde det hen med mistro”, siger Christina Funch.

Hun afviser aldeles, at foreningens medlemstilgang består af borgere, der har en særlig aversion over for teknologi.

“Når nye medlemmer henvender sig, så er de tit i chok over, at de ikke kan bruge en mobiltelefon eller et elektrisk komfur. De har været storforbrugere af elektronik og altid fået at vide i medierne, at man ikke kan blive syg af det. Så det er ikke noget, veluddannede og ellers velfungerende mennesker ødelægger deres liv med for sjov.”

 

Medlemmer kan miste alt

Fordommene i samfundet er tykke, mener Christina Funch. Og det samme er udfordringerne. EHS-lidende mister ofte partnere, familierelationer, venner, arbejde og i nogle tilfælde endda bolig, fordi de bliver alvorligt syge af elektrificerede omgiver – mens ingen vil tro dem.

“Der er kæmpeforskel på, hvordan man bliver mødt i sundhedssystemet og i kommunerne, men generelt for alle medlemmer, så kan man ikke blive hjulpet til at leve i omgivelser, man kan tåle. Man kan ikke få dækket sine omkostninger til at skærme vægge og vinduer mod antenners påvirkning udefra. Man kan ikke få hjælp til at ordne en elforsyning i hjemmet, hvis strømmen er beskidt”.

Beskidt strøm er jargon for overharmoniske svingninger, som typisk kan opstå i el-nettet. Det kan eksempelvis forårsages af omformere, som reducere spændingen i den forsyning, som når frem til el-apparatet, og omformeren sender beskidt strøm tilbage i nettet.

Fransk ret gav dem ret

I 2019 lykkedes det faktisk for franske EHS-lidende at få ret ved en domstol i Frankrig, fordi en fjernaflæst smartmåler, som aflæser elforbruget, gjorde strømmen i elkablerne  så beskidt, at EHS-lidende fik sygdomsforværringer.

Det var afgørende for sagens udfald, at de EHS-lidende havde en diagnose, som var stillet af Artac-klinikken i Paris, der har specialiseret sig i at finde patientgruppens fællestræk i biologiske prøver.

Den franske læge og forsker Dominique Belpomme mener dermed, at klinikken kan pege på de biomarkører, som kendetegner lidelsen og gør den diagnosticérbar.

Også et europæisk miljølægeagentur ved navn Europaem, som har mange europæiske sundhedsinstitutioner tilknyttet, har udarbejdet en vejledning om diagnostik og forebyggelse.

 

Provokationsforsøg provokerer

Sundhedsstyrelsen har især afvist EHS-lidelsen med nogle allergi-agtige og psykologfaglige test, hvor man udsætter patienterne for elektromagnetisk stråling. Patienterne skal så svare ja eller nej på, om de kan mærke, at de udsættes.

Forskningslitteraturen finder op imod 80 forskellige studier af den slags. I EHS Foreningen betragter man disse studier som stærkt problematiske.

“Der er studier iblandt, som viser positive resultater, men så bruger man de negative til at nedstemme de positive med, og det er voldsomt problematisk. Når man gennemlæser, hvordan mange af studierne er designet, så ryster man på hovedet som EHS-lidende. I et eksempel blev en gruppe af kun tre personer hver udsat for en meget stærk eksponering. Så gav man dem en halv times restitution og forventede, at de var klar igen. I et andet studie har man kunnet se, at der var brugt et meget lavt eksponeringsniveau, som måske ikke engang var højere end eksponeringsniveauet på gadeplan, og det niveau har forskerne bag begrundet med forsøgsetik”, siger Christina Funch.

 

“Stop stigmatiseringen”

EHS Foreningen lader videnskaben om at afklare spørgsmålet, men mener ikke, at medlemmerne kan vente. De bliver taget som gidsler, og imens rasler de EHS-lidendes tilværelser fra hinanden.

“Når vi som patientgruppe har så gode erfaringer med, hvad der hjælper rigtig mange, så er det dumt eller ligefrem forkasteligt, at samfundet ikke hjælper til og stiller rene miljøer til rådighed, tålelige arbejdspladser og hjælper medlemmer med boligforhold”, siger Christina Funch.

EHS Foreningen tror ikke, man kan afskaffe elektricitet. Til gengæld tror foreningen, at samfundet kan hjælpe patientgruppen, hvis viljen er til stede.

“Offentligheden har også et ansvar. Medier har et ansvar, og forskere og politikere har et ansvar for ikke at bidrage til den isolation og stigmatisering, som medlemmer lever med. EHS er en virkelig ting, som vi oplever i forurenede miljøer, hvor man rent faktisk kan måle det. Biologisk forskning viser også, at vores celler grundliggende ikke kan lide menneskeskabte elektromagnetiske felter, så der er intet, der taler imod, at lidelsen eksisterer”.

 

Tabt Tråd bringer interviewet med EHS Foreningens formand, Christina Funch, i anledning af den internationale patientdag til fordel for EHS-lidende, som siden 2018 har været markeret hvert år den 16. juni.