Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet.

pexels-photo-579471.jpeg
Foto: Miguel Á. Padriñán, Pexels.com

NYHED / INDLAND / UDLAND: Den danske sundhedsmyndighed skriver, at den ikke kender til interessekonflikter bag grænseværdier for mobilstråling. Tysk medlem af Europa-Parlamentet anklager nu Sundhedsstyrelsen i Danmark for at ignorere fakta.

STRIBEVIS AF FORSKERE, som har medvirket til at udarbejde Danmarks grænseværdi for mobilstråling, har i tidernes løb haft finansielle forbindelser til teleindustrien.

Det blev midt i juni anført i en 98 sider lang rapport, som var finansieret af Europa-Parlamentets grønne parlamentsgruppe og som tre eksterne forfattere skrev på vegne af de to EU-parlamentarikere, tyske Klaus Buchner og franske Michele Rivasi.

I rapporten bliver der trukket en lang række tråde fra teleindustrien og til nuværende og tidligere forskere, der har arbejdet for ICNIRP – den internationale komité for beskyttelse mod ikke-ioniserende stråling.

Men oplysningerne om industriforbindelser står i kontrast til oplysninger, som man kan læse på Sundhedsstyrelsens hjemmeside i Danmark.

Sundhedsstyrelsens hjemmeside skriver styrelsen 29. januar i år et nyt afsnit om interessekonflikter, og sådan nogle kender den danske sundhedsmyndighed ikke:

“Sundhedsstyrelsen er ikke bekendt med, at der skulle være skjulte interessekonflikter i ICNIRP eller WHO. Vi er heller ikke bekendt med, at disse organisationers arbejde med sundhedsmæssige aspekter af elektromagnetisk stråling skulle være finansieret af teleselskaberne eller deres respektive branche-organisationer.”

“Beskytter ikke sin befolkning”

Sundhedsstyrelsens formulering på hjemmesiden forarger Klaus Buchner, som er fysikprofessor ved Münchens Tekniske Universitet – og tysk EU-parlamentariker for det økologiske parti, ÖDP, og ophavsmand til den ICNIRP-kritiske rapport:

“Hvis Sundhedsstyrelsen ignorerer kendsgerninger, beskytter styrelsen ikke sin befolkning mod faren ved stråling”, siger Klaus Buchner til Tabt Tråd.

Tabt Tråd har forelagt EU-parlamentarikernes ICNIRP-rapport for Sundhedsstyrelsen.

Tabt Tråd ønskede en vurdering af, om Sundhedsstyrelsen vil fastholde, at den ikke har kendskab til interessekonflikter – eller om Sundhedsstyrelsen vil anerkende rapportens indhold.

Sundhedsstyrelsens svar til Tabt Tråd er dog hverken ja eller nej. Og umiddelbart har Sundhedsstyrelsen ingenting ændret på sin hjemmeside.

“Det har Sundhedsstyrelsen ingen kommentarer til”, skriver styrelsens pressechef Tina Guldmann Gustavsen blot i sit korte svar til Tabt Tråd.

Klaus Buchner mener, at Sundhedsstyrelsen løber fra kendsgerninger:

“De fakta, vi beskriver i rapporten, kan let verificeres af alle, og de viser, at vores grænser for elektromagnetisk stråling ikke sættes af uafhængige videnskabsmænd, men af mennesker med tæt tilknytning til mobilindustrien”, siger han til Tabt Tråd.

“Umulig opgave”

Sundhedsstyrelsens svar “må siges at være et rigtig godt svar”, siger Preben Kastrup, som er leder af det danske protestinitiativ Nej Til 5G.

For rapporten stiller Sundhedsstyrelsen over for en umulig opgave, mener han:

“For skulle Sundhedsstyrelsen svare, at de er bekendt med rapporten og dens konklusioner, så måtte Sundhedsstyrelsen enten gå ud og argumentere for at konklusionerne er fejlagtige, og det er en umulig opgave. Gik man på den anden side ud og erkendte at man trods de åbenlyse interessekonflikter fortsat bakker op om de anbefalede retningslinjer fra ICNIRP, herunder, de nye 2020-retningslinjer, ville man løbe ind i store problemer, blandt andet i forhold til kommende ansvarspådragelse og erstatningssager”, siger Preben Kastrup.

“Så Sundhedsstyrelsen agerer selvfølgelig som strudsen, der stikker hovedet ned i jorden. Eller som de tre klassiske aber, der hverken kan se eller høre eller tale. Alt sammen i håb om at det hele nok vil drive over.”

Den ICNIRP-kritiske rapport, som blev offentliggjort 19. juni i år, blev samme dag omtalt i en større artikel i den franske avis Le Monde.

Tabt Tråds nedslag i den ICNIRP-kritiske rapport

Maria Feychting (S): Indtil i år var den svenske kræftepidemiolog næstformand i ICNIRP’s hovedkomité. Som leder af den svenske del af det tværnationale Cosmos-studie, har hendes forskning været støttet med millioner fra mobilselskaberne Telia og Telenor og mobilproducenten Ericsson. Officielt hedder det sig, at pengene er fordelt af et statsligt mellemled, som sikrer forskningens uafhængighed. Alligevel har hendes afdeling på den medicinske læreanstalt, Karolinska Institutet i Stockholm, plejet en direkte relation til Ericsson.

Gunnhild Oftedal (N): Det siddende medlem af ICNIRP’s hovedkomité udførte et såkaldt provokationsforsøg, som ville undersøge, om elektrooverfølsomme reagerede på elektromagnetiske stimuli i rummet. Studiet, som ingen effekt fandt, var delfinansieret af det statslige norske televæsen, elselskabet Statnett og teleselskabet Telenor.

Martin Röösli (CH): Det siddende medlem af ICNIRP’s hovedkomité har modtaget penge til sin forskning fra den schweiziske forskningsfond FSM, som yder bidrag til forskning i elektricitet og trådløs kommunikation. Fonden får penge fra fem schweiziske selskaber: Den tekniske læreanstaltet ETH Zurich, mobilselskaberne Swisscom, Salt, Sunrise og 3G Mobile samt elselskabet Swissgrid.

Anders Ahlbom (S): Kendt i forskerkredse som Maria Feychtings nærmeste professorkollega på Karolinska Institutet i Stockholm og medlem af ICNIRP’s hovedkomité fra 1996 til 2008. Anders Ahlboms bror, Gunnar Ahlbom, var i Anders Ahlboms ICNIRP-periode ansat som toplobbyist i Bruxelles for svenske Telia, og efter Anders Ahbolms udtræden af ICNIRP, blev Anders Ahlbom indsat som administrerende direktør i Gunnar Ahlboms privatejede lobbybureau. Det blev afsløret i 2011, og Anders Ahlbom trak sig fra topposter på området i både Sverige og WHO.

World Health Organizaion (WHO): WHO’s hovedsæde i Geneve fik i 1996 oprettet fagkontoret “The International EMF Project” med ICNIRP’s daværende formand, australske Michael Repacholi som første leder. I 2007 udtalte Michael Repacholi som forhenværende leder af WHO-kontoret, at halvdelen af WHO-projektets penge kom fra industrien. Der har i alle år været tæt samarbejde og personsammenfald mellem ICNIRP-komitéen og rådgivergruppen bag WHO’s kontor “The International EMF Project.”