Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet. Dette er en analyse, bragt af Tabt Tråd.

Centrale forskere fraråder, at den særligt ambitiøse 26 GHz-frekvens til 5G bliver brugt. Der er stort ikke forsket i mulige biologiske effekter.

BAGGRUND / ANALYSE: Hos Sundhedsrådet i Holland har landets nationale forskerkomité for elektromagnetiske felter, EMV, netop frarådet brugen af 5G-visionens teknologisk mest ambitiøse frekvensområde – 26 Gigahertz.

Sundhedsrådet i Holland offentliggjorde sin 5G-sundhedsrapport 2. september 2020.

Når rapporten fraråder 26 GHz, begrundes det med, at der ikke er forsket tilstrækkeligt i sundhedsmæssige virkninger.

Hvad konkluderer rapporten?

Forskerkomitéen kan ikke vurdere, om 5G kan udgøre en sundhedsmæssig risiko.

Det begrunder komitéen med, at der ikke er tal og beregninger, som forklarer, hvor meget stråling, som 5G udleder i miljøet.

Sundhedsrådets strålingskomité anbefaler derfor, at 5G udrulles med en vis forsigtighed, at der forskes i langtidsvirkninger – og at det helt uudforskede 26 GHz-bånd ikke tages i anvendelse, før videnskaben er klogere.

Hvem har lavet rapporten?

Det er et af Europas mest centrale og citerede forskerkomitéer på området.

Tre forskerpersoner bag rapporten har tilknytning til den internationale ICNIRP-komité, som har lavet retningslinjerne, der danner grænseværdier i Danmark og Holland og mange andre lande. Deriblandt tidligere ICNIRP-formand og nuværende næstformand, Eric van Rongen.

Rådets formand, Hans Kromhout, er nederlandsk chef for tidens største datastudie om mobiltelefoni, COSMOS. Samme forskningsprojekt forestår Kræftens Bekæmpelse med bl.a. Christoffer Johansen i Danmark.

Hvad siger videnskaben om 26 GHz?

Den voldsomme debat har strengt taget været fyldt med to modpolers tro – og ikke viden.

Der er studier, som viser potentielt skadelige effekter. Men den sparsomme forskningsmængde kan ikke bruges til nogen gyldig 5G-vurdering, konkluderer flere forskningsrapporter.

Det er konklusionen i flere videnskabelige rapporter om såkaldte millimeterbølger i høje frekvenslag som 26 GHz-båndet.

Målrettede studier er sat i gang – blandt andet for flere millioner i Tyskland – men resultater vil være år undervejs.

Men har det verdensførende forskerråd ikke godkendt 5G?

Den internationale komité for ikke-ioniserende stråling, ICNIRP, har i 2020 opdateret sine retningslinjer, som skal yde beskyttelse mod sikre fund af kendte skadeeffekter, og disse retningslinjer danner grænseværdier i mange lande – som i Danmark.

Men ICNIRP’s opgave er ikke at påpege, om der er tilstrækkelig forskning. ICNIRP henholder sig alene til den forskning, som findes og hvad eksisterende forskning finder helt sikre tegn på. Det er nedfældet i EU’s henstilling fra 1999, der beskriver ICNIRP’s rolle.

Det er grunden til, at nederlandske ICNIRP-forskere nu reelt vil begrænse ICNIRP’s retningslinjers råderum med den nederlandske 5G-sundhedsrapport.

Hvorfor er beslutningen opsigtsvækkende?

Det er den etablerede top af regeringsrådgivende sundhedsforskning i Europa, som nu fraråder 26 GHz-båndet.

At forskerrådet i Holland faktisk sætter hælen i over for teleindustriens og statens ambitioner for udrulning af teknologi af sundhedsfaglige grunde, er nærmest helt uden fortilfælde.

Det nederlandske råd, som er bemandet med flere forskere med ICNIRP-tilknytning, anbefaler faktisk, at man begrænser noget af det råderum, som ICNIRP’s retningslinjer giver, og rådet anbefaler, at 5G i kendte frekvensområder fra 3,8 GHz og nedad også udrulles med forsigtighed inden for råderummet.

Hvorfor er 26 GHz er særligt frekvensbånd?

Det er et betydeligt højere frekvensområde, end de frekvensområder, som anvendes til mobiltelefoni og trådløst wifi-internet i dag.

Et højtliggende frekvensbånd er udset til at skabe uhørte superhastigheder i større byer, hvor antennerne skal sidde med korte afstande til hinanden.

26 GHz-basestationer skal installeres både indenfor og udenfor. Høje frekvensområder som 26 GHz trænger ikke igennem vægge og ikke igennem tætte trækroner, og signalet kræver frit sigte som forbindelsen mellem tv og fjernbetjening.

Er Hollands sundhedsråd relevant i Danmark?

Andet er svært at se, for dels har Danmark ikke sit eget forskerråd på området – Danmark henholder sig til de udenlandske, som findes.

Dels sidder der forskere i det nederlandske råd, som også sidder i den internationale komité, ICNIRP, der står bag Danmarks grænseværdier for mobilstråling.

Og netop disse to forskere (Anke Huss, Eric van Rongen) sidder også i den svenske stats forskerråd på området (SSM), der er det strålingsråd i udlandet, som Sundhedsstyrelsen i Danmark er tættest på og hvor danske Aslak Harbo Poulsen også sidder.

Hvornår skal 26 GHz 5G bruges i Danmark?

Båndet bruges allerede professionelt til såkaldte radiokæder, der forbinder master med hinanden, så tunge datamængder fra mast til mast kan flytte sig over længere distancer.

Energistyrelsen vil sælge retten til at bruge frekvensen til teleselskaber på frekvensauktion i 2021. Det forventes, at 26 GHz bruges i indemiljøer næste år og udendørs i storbyer i 2025.

Energistyrelsen meddeler til Tabt Tråd, at en høring tidligere i år har vist en betydelig markedsefterspørgsel efter at bruge 26 GHz-båndet til kommercielt brug, og en ny høring om udbudsmaterialet skal finde sted i efteråret.

Hvad siger en ansvarlig myndighed i Danmark?

Sundhedsstyrelsen vil slet ikke kommentere på spørgsmålet om 26 GHz over for Tabt Tråd.

Læs også: Hvad handler balladen om 26 GHz om?