Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet. Dette er en journalistisk artikel.

Modelfoto: Lisa Fotios, Pexels.com

NYHED / INDLAND: Har statens strålingsfaglige eksperter godkendt ny pjece, som fortier kræftevidens og behovet for forsigtighed? Sundhedsstyrelsens pressechef nægter at svare.

DER ER VIDENSKABELIG evidens for øget risiko for hjernekræft, og WHO opretholder i 2020 en officiel mistanke om mobilkræft, som ikke kan afkræftes.

Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen også, at mobiltelefoner bruges forsigtigt og holdes med afstand til hovedet.

Men det kan man slet ikke se i en ny borgerpjece om mobilstråling, som Energistyrelsen udgav i denne uge.

I pjecen, som bærer Sundhedsstyrelsens logo, skriver Energistyrelsen blot, at “det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at man ikke skal være bekymret for sit helbred, når man bruger trådløs teknologi.”

Fortier et klart forbehold

Ved hjælp af aktindsigt kan Tabt Tråd dokumentere, at Statens Institut for Strålesikkerhed (SIS), som er den ekspertfaglige enhed under Sundhedsstyrelsen, har et klart forbehold over for den tryghed, som Energistyrelsen nu lover.

I en ny pjecelignende faktaoversigt, som Sundhedsstyrlsens strålingsenhed (SIS) har sendt til Sikkerhedsstyrelsen for nylig, skriver enheden for strålesikkerhed, at WHO’s ekspertgruppe i 2011 fandt tilstrækkelig evidens for kræft, som stadig i 2020 danner baggrund for WHO’s officielle kræftmistanke.

SIS gjorde det tydeligt, at det er derfor, Sundhedsstyrelsen anbefaler, at mobiltelefoner bruges forsigtigt og i så kort tid som muligt.

SIS skrev også i samme dokument, at forsigtighedsprincippet ikke må bero på en uspecificeret frygt i befolkningen.

Forsigtighedsprincippet, som Sundhedsstyrelsen har besluttet, skal være begrundet med videnskabelige indikationer på risici af “betydelig sundhedsmæssig konsekvens”:

Ingen direkte adgang

Tabt Tråd har slet ikke mulighed for at spørge Statens Institut for Strålesikkerhed (SIS) om, hvad enheden mener om Energistyrelsens nye mobilpjece, som udelader enhver antydning af kræftrisiko og enhver antydning af forsigtighedsprincip.

Da Tabt Tråd i marts 2019 for første gang nogensinde kontaktede SIS for at stille spørgsmål om enhedens sundhedsfaglige 5G-vurdering, fik Tabt Tråd en reprimande fra Sundhesdsstyrelsens pressechef, Tina Guldmann Gustavsen. Selv sidder hun i Sundhedsstyrelsens hoveddomicil på Islands Brygge og ikke hos SIS, som er en mindre enhed i Herlev, der hører under Sundhedsstyrelsen.

Alle henvendelser fra Tabt Tråd til SIS skal gå igennem Sundhedsstyrelsens pressechef, og langt de fleste svar har båret Tina Guldmann Gustavsens underskrift og ikke stråleenhedens.

Svarer udenom

I flere tilfælde har svarene fra Tina Guldmann Gustavsen til Tabt Tråd ikke afspejlet de samme holdninger, som er fremgået af interne papirer fra Statens Institut for Strålesikkerhed (SIS), som Tabt Tråd har haft aktindsigt i.

Tabt Tråd har spurgt Sundhedsstyrelsens pressechef om følgende:

Har enheden for strålebeskyttelse gennemset pjecen og givet samtykke før udgivelse?

Det spørgsmål svarer Tina Guldmann Gustavsen ikke på:

“Her svar fra Sundhedsstyrelsen”, skriver hun og fortsætter:

“Energistyrelsen har udarbejdet pjecen med bidrag fra Sundhedsstyrelsen. Vi har godkendt den del af indholdet, der vedrører vores område, da der konkret er tale om formuleringer hentet fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside, hvortil brochuren også henviser, og hvor den information du efterlyser findes.”

Tabt Tråd spørger i øvrigt også:

Men hvad mener Sundhedsstyrelsen om, at pjecen fortier de videnskabeligt begrundede anbefalinger om forsigtighed?

Tina Guldmann Gustavsen:

“Det har vi netop svaret på. Energistyrelsen har udarbejdet pjecen med bidrag fra Sundhedsstyrelsen. Vi har godkendt den del af indholdet, der vedrører vores område, da der konkret er tale om formuleringer hentet fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside, hvortil brochuren også henviser, og hvor den information du efterlyser findes.”

Tabt Tråd spørger igen:

Jeg må have et reelt svar, hvis jeg skal godtage, at der er svaret. Pjecen lover tryghed til danskerne. Men den nævner på intet sted, at trygheden har et afgørende forbehold: Evidens for kræft og Sundhedsstyrelsens anbefalinger om mobilbrug. Hvad mener I om, at kræftmistanke og tilhørende anbefalinger ikke nævnes med et ord i selve pjecen, som lover tryghed til befolkningen?

Tina Guldmann Gustavsen:

“Jeg må bare gentage: vi har svaret på dine spørgsmål”

Så vi mangler fortsat svar

Sundhedsstyrelsens pressechef svarer dermed ikke på, om enheden for strålebeskyttelse har gennemlæst og godkendt pjecen. Det fremgår kun af svaret, at det er Sundhedsstyrelsen, som har gennemset dele af pjecens indhold.

Sundhedsstyrelsens pressechef vil heller ikke svare på, hvad styrelsen mener om, at pjecen fortier behovet for et forsigtighedsprincip.

Ifølge Statens Institut for Strålesikkerhed skal sådan en anbefaling om forsigtighed begrundes med videnskabelige evidens for en “betydelig sundhedsmæssig konsekvens”.

Energistyrelsen er endnu ikke vendt tilbage med svar på Tabt Tråds spørgsmål om pjecen.