Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet. Dette er en journalistisk artikel

Photo by Pixabay on Pexels.com

NYHED / INDLAND: Kender borgerne overhovedet forsigtighedsprincippet, som er begrundet med videnskabelig kræftmistanke? Tabt Tråd har kendskab til tre rundspørger. I ingen af disse overstiger kendskabsgraden 10 procent.

SPØRGER MAN FOLK på gaden i København, så ved færre end to ud af 20 mennesker, at mobilstråling kan være kræftfremkaldende og at mobiltelefoner derfor skal bruges i kort tid og forsigtigt.

Det viser i hvert fald en rundspørge, som aktivister fra Alternativet i København har gennemført i 2020, og resultatet er blevet vist til Tabt Tråd.

Fem aktivister har spurgt i alt 307 personer: Kender du Sundhedsstyrelsens anbefalinger om mobiltelefoni?

Resultatet blev, at otte procent kunne svare ja til spørgsmålet.

Aktivistgruppen med folketingskandidaten Rolf Bjerre i spidsen har foretaget rundspørgen i forbindelse med gruppens udvikling af teknologipolitiske forslag.

Et af gruppens politiske udviklingsmøder fik i 2019 besøg af P1’s radioudsendelse Detektor, som er DR’s univers for såkaldt faktatjek.

Samme resultat i tv-produktion

Det er ikke den eneste rundspørge, som er blevet foretaget for nylig.

I 2019 producerede to studerende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole en længere journalistisk tv-produktion som afgangsprojekt ved læreanstalten. Den er aldrig blevet offentliggjort.

Tabt Tråd har haft tv-produktionen til gennemsyn. I dokumentaren svarer flere forbavsede borgere nej til spørgsmålet på Strøget i København.

De journaliststuderende bag produktet kunne opgøre, at 93 procent af alle deres adspurgte ikke kendte Sundhedsstyrelsens mobilråd.

I en kort replik i tv-produktionen forholder Sundhedsstyrelsens strålingschef, Mette Øhlenschlæger, sig til, om kendskabsgraden er for lav:

“Det er klart, at hvis der viser sig at være en efterspørgsel – et yderligere behov, om man så må sige – så er det selvfølgelig klart, at det er noget, vi skal overveje”, siger hun i tv-indslaget.

Blandt de mindre søgte sider

Tabt Tråd har selv spurgt Sundhedsstyrelsen om, hvorvidt Sundhedsstyrelsen selv er tilfreds med borgernes kendskab til Sundhedsstyrelsens oplysninger.

Sundhedsstyrelsens pressechef, Tina Guldmann Gustavsen, svarer om den oplysning, der findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside:

“Siderne om mobiltelefoni og 5G hører ikke til de mest velbesøgte. Generelt ligger borgernes interesse på andre områder”, svarer hun blandt andet i en mail og skriver også:

“Siderne vedrørende mobiltelefoner har i gennemsnit haft mellem 100 og 200 besøgende per måned i samme periode.”

Tina Guldmann Gustavsen svarede ikke på, om Sundhedsstyrelsen er tilfreds med borgernes kendskab til Sundhedsstyrelsens oplysninger.

Tabt Tråd stillede ellers spørgsmålet tydeligt og fremhævede spørgsmålet.

Professionel måling er gammel

Den eneste offentliggjorte kendskabsundersøgelse, som også er professionelt foretaget, er fra 2014.

Virksomheden Radicover, som er en dansk producent og forhandler af stråleafskærmende omslag til mobiltelefoner, foretog en kendskabsundersøgelse igennem analyseinstituttet Jysk Analyse.

I rundspørgen fra 2014 blev 533 voksne danskere spurgt, og seks procent af de adspurgte kendte Sundhedsstyrelsens forsigtighedsprincip, som anbefaler borgerne at bruge mobiltelefonen forsigtigt.

“At sundhedsmyndighederne i Danmark p.t. er meget nedtonede i deres kommunikation og udmelding omkring officielle anbefalinger vedrørende brugen af mobiltelefoner, er RadiCover derfor uforstående overfor”, står der på Radicovers hjemmeside.

Radicover er i mellemtiden blevet solgt af virksomhedens stifter til en stor distributør af elektroniktilbehør. Firmaets nuværende ejer ønsker ikke i dag at kommentere på kendskabsgraden over for Tabt Tråd.

Fakta: Sådan anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man bruger sin mobiltelefon

  • Brug headset eller håndfri funktion med øresnegl ved samtale, eller brug højtalerfunktionen.
  • Brug så vidt muligt SMS i stedet for samtale.
  • Begræns varigheden af samtaler.
  • Sov ikke med telefonen tæt ved hovedet.
  • Begræns samtaler under dårlige sende/modtageforhold (kan ses på displayet) og i transportmidler.
  • Dæk ikke telefonen til med sølvpapir eller lignende.
  • Sammenlign telefoners SAR-værdi. Lavere SAR-værdi medfører lavere eksponering.

Statens Institut for Strålesikkerhed (SIS) under Sundhedsstyrelsen begrunder disse mobilråd med, at WHO’s canceragentur med konkrete forskningsresultater officielt mistænker radiofrekvent stråling fra mobiltelefoner for at være kræftfremkaldende.

SIS peger også på, at der er mistanke om kognitive effekter efter resultater i forsøg med børn og unge.

Forsigtighedsprincippet skal ifølge Sundhedsstyrelsens strålesikkerhedsinstitut være begrundet med videnskabelige indikationer på alvorlige risici og må ikke blot bero på ubegrundet frygt i befolkningen.