Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet. Dette er en journalistisk artikel.

NYHED / EU: Polens regering står nu i spidsen for 15 lande, som i et samlet brev nu retter en stærk klage til EU-Kommissionen: Bekæmp Europas anti-5G-bevægelse nu.

Det skriver EU-nyhedsmediet Euractiv.

De 15 lande, som har underskrevet brevet, ønsker, at EU-Kommissionen hurtigst muligt udvikler en strategi, som skal bekæmpe desinformation om 5G og elektromagnetiske felter, som sendeteknologien anvender.

”Vi bevidner en stigende aktivitet i anti-5G-bevægelsen i hele Den Europæiske Union,” lyder det i brevet sendt til Kommissionens næstformænd Margrethe Vestager og Věra Jourova samt kommissæren for det indre marked, Thierry Breton.

Brevet er underskrevet af Østrig, Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Cypern, Estland, Finland, Grækenland, Letland, Litauen, Luxembourg, Polen, Portugal, Slovakiet og Sverige.

Ifølge flere meningsmålinger i europæiske lande og i en samlet opgørelse over målinger, konstaterer det multinationale konsulentfirma, Deloitte, at kun et mindretal af de adspurgte europæere mener, at 5G er sikkert.

Den største svargruppe i Deloittes undersøgelser er i tvivl.

Det samme er Sundhedsrådet i Holland, som 2. september offentliggjorde sin længe ventede sundhedsrapport om 5G: Fordi man ved for lidt om 5G og strålingsemissionerne, så er rådet ikke i stand til at vurdere, om 5G kan udgøre en sundhedsrisiko.

Det højtstående råd i Holland anbefaler endda, at man ikke tager 26 GHz-båndet i anvendelse til 5G. 26 GHz-båndet er den teknologisk mest ambitiøse del af 5G-planen, og EU-Kommissionen ønsker, at alle EU-lande frigiver frekvensbåndet straks.