Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet.

Arkivfoto: Aaron Schwartz, Pexels.com

NYHED / UDLAND: De amerikanske grænseværdier for mobilstråling har ikke været opdateret i 24 år.

Men i mellemtiden har forskning blandt andet fundet kræft i dyreforsøg og graviditetsforstyrrelser i en befolkningsundersøgelse.

Det noterer en politisk nedsat 5G-kommission nu i den amerikanske delstat New Hampshire. Kommissionen kræver derfor, at den amerikanske telestyrelse, FCC, bestiller en uafhængig videnskabelig undersøgelse af helbredseffekterne fra radiofrekvente teknologier.

Kravet om revideret grænseværdi er en af 15 anbefalinger i den nye rapport, som delstatens politisk nedsatte 5G-kommission offentliggør søndag den 1. november 2020.

I rapporten, som allerede er gjort tilgængelig, anbefaler kommissionen også, at der generelt advares mod mistænkte helbredseffekter fra trådløse teknologier.

Kommissionsrapporten udtrykker en særlig bekymring over for børn, unge og gravide og tilråder, at skoler og offentlige biblioteker i New Hampshire inden for fem år nedlægger det trådløse Wi-Fi-internet og forbinder alle computere til internettet med kabler.

Erhverv og industri protesterer

I april 2019 nedsatte den amerikanske delstat New Hampshire en 5G-kommission, som skulle granske kritisk i, hvad videnskaben kan sige om helbredsrisici, og rapporten anfører, at kommissionen har gennemført en alsidig høring, hvor alle synspunkter er kommet til orde.

10 ud 13 kommissionsmedlemmer stiller sig bag delstatens anbefalinger 15 anbefalinger.

Tre medlemmer af kommissionen vælger at protestere i en mindretalsudtalelse, som er inkluderet i den endelige rapport.

Der er tale om den ene af to delstatssenatorer i kommissionen samt repræsentanten for erhverv og industri og kommissionens medlem fra teleindustriens amerikanske brancheorganisation, CTIA.

I mindretalsudtalelsen hævder de tre udbrydere, at der ikke er videnskabelig evidens for skadelige helbredseffekter.

Der bor cirka 1,4 mio. indbyggere i delstaten New Hampshire, som er en del af USA’s nordøstlige New England-region.