Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet.

Modelfoto: Karolina Grabowska, Pexels.com

NYHED / FORSKNING: FN’s sundhedsorganisation WHO – også kendt som Verdenssundhedsorganisationen – har modtaget penge fra teleindustrien, der var kamufleret som statslige midler fra Australien.

Det hævder den erfarne australske strålingsforsker Victor Leach i et nyt blogindlæg.

Victor Leach beskriver, at WHO’s kontor for elektromagnetiske felter, The International EMF Project, årligt modtog et beløb svarende til 50.000 amerikanske dollar om året fra det statslige australske strålingsagentur, ARPANSA.

Men ARPANSA’s midler kom i vid omfang fra teleindustrien, pointerer Victor Leach, som også vedlægger et link til det australske parlaments hjemmeside, hvor et ældre dokument beskriver en statslig australsk finansieringsplan for forskningen på strålingsområdet.

Han mener, at ARPANSA skylder at gøre det klart for den australske befolkning, som bliver fortalt, at agenturets arbejde ikke har afhængighed af teleindustrien.

“ARPANSA bør også præcisere, hvor stor en andel af disse midler, der stammer fra den australske trådløse industri, som er gået til det internationale EMF-projekt i WHO”, skriver han blandt andet.

Ingen åbenhed

The International EMF Project har siden kontorets oprettelse i 1996 været kontinuerligt kritiseret for lukkethed og for at pleje forbindelser med industrielle og militær interesser.

Tabt Tråd har forgæves forsøgt at få indsigt i regnskabstal, som nøjagtigt fortæller, hvem som finansierer WHO’s strålingskontor, The International EMF Project.

WHO’s presseenhed har således videresendt Tabt Tråds ønske om indsigt, men ingen dokumenter med tal og navne er nogensinde blevet udleveret.

Også en gruppe af 18 forskere fra forskellige lande har forgæves krævet indsigt i, om forskernes i WHO’s aktuelle arbejdsgruppe på området er uafhængig af teleindustrien eller ej.

En af de 18 protesterende forskere er svenske Kjell Hansson Mild, forsker ved Umeå Universitet, som selv har siddet i en rapportgruppe hos The International EMF Project for cirka 15 år siden.

I Danmark skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside, at styrelsen ikke har kendskab til skjulte interessekonflikter på strålingsområdet hos WHO.