Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet. Denne artikel udtrykker Tabt Tråds analyse.

KOMMENTAR / ANALYSE: Når den hollandske regering kan smide sit eget sundhedsråds 5G-rapport i skraldespanden, er det med et falsk kæmpelod i vægtskålen, som lukrerer på, at offentligheden ikke kan gennemskue forskningsområdets sammenhænge og strukturer. Det skriver Tabt Tråds redaktør David Wedege.

DEN INTERNATIONALE KOMiTÉ for beskyttelse mod ikke-ioniserende stråling, som ICNIRP kalder sig, bliver af nærmest alle regeringer betragtet som en mobilstrålingens guldstandard for grænseværdier, og lige nu er tilliden til ICNIRP og ICNIRP’s grænseværdier helt central i en strid om 5G i Holland.

Problemet med det hele: De færreste har sandsynligvis opfattet og erkendt, hvad ICNIRP’s retningslinjer betyder. Folk tror, at ICNIRP’s retningslinjer er ypperligste sikkerhedsstandard. De tager fejl. For ICNIRP’s retningslinjer er derimod den yderste standard.

I september 2020 kunne Sundhedsrådet i Holland endelig offentliggøre sin længe ventede 5G-rapport, som det lovgivende parlament havde bedt om i 2019,

Lad mig beskrive Sundhedsrådet kort: Det er i grunden en uafhængig forskningsorganisation i Holland med hævdvunden politisk anerkendelse. Man kan ikke sammenligne rådet med nationale sundhedsmyndigheder som Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsrådet har nedsat en række forskningskomitéer, som arbejder på mange vidt forskellige områder, og EMV-komitéen vurderer de såkaldte elektromagnetiske felter, som det populære ord “mobilstråling” eller radiobølger eller mikrobølger er omfattet af.

Den nederlandske EMV-komité nyder så en særlig international status, fordi de færreste lande har nedsat sin egen komité – og fordi EMV-komitéen i Holland er besat med tunge navne på forskningsområdet.

Danmark har ikke haft sin egen komité på området siden 2006, hvor en kort projektperiode på to år løb ud. Den danske sundhedsstyrelse lytter altså til de råd og vejledninger, som kommer fra udenlandske organer og agenturer.

Disse råd og vejledninger har hidtil været ukomplicerede at forholde sig til for både den danske sundhedsmyndighed og for myndigheder i andre lande, for samstemmende har verdens råd og komitéer ikke hidtil anbefalet nogen væsentlig begrænsning af teleindustriens begær efter råderum.

Ikke før nu. For da Sundhedsrådet i Holland med sin rapport af 2. september i år gav den vidtgående anbefaling at stoppe 5G-frekvensbåndet 26 Gigahertz og sætte planen på pause, var det en anbefaling uden fortilfælde, som gik lodret imod EU’s udrulningsplan for 5G.

Men Hollands regering vil ikke følge anbefalingen. Og med hvilken begrundelse?

I kammerbrevet fra regeringen til parlamentet, skriver to ministre, at den internationale ICNIRP-komité ikke finder skadelige helbredseffekter ved 26 Gigahertz, og derfor finder Hollands regering ingen grund til at følge landets sundhedsråds anbefaling.

Det lyder trygt, at en international komité har blåstemplet brugen af 26 Gigahertz til intensivt mobilnetværk. Men kun indtil, man kender baggrunden og betydningen af ICNIRP’s retningslinjer.

ICNIRP’s opgave er at levere retningslinjer, som udelukkende beskytter mod kendte og konstaterbare effekter, som forskningen ikke er i tvivl om. Sådan er ICNIRP’s rolle defineret i den henstilling fra EU’s råd, som i 1999 formaliserede samarbejdet mellem EU og ICNIRP.

Det hollandske sundhedsråd konstaterer, at der findes så ringe en forskningsmængde om 26 Ghz-båndet, at ingen konklusion kan træffes overhovedet. Det hælder hverken til den ene eller anden side.

Så 5G’s mest teknologisk ambitiøse pionerbånd er slet ikke undersøgt biovidenskabeligt for effekter. ICNIRP’s retningslinjer bygger altså ikke på viden – overhovedet. Flere videnskabelige rapporter har sagt det samme. Det eklatante fravær af forskning er der ingen splittelse om blandt forskere.

Og bag rapporten fra Hollands eget sundhedsråd står også tre ICNIRP-tilknyttede forskere. I selve komitéen sidder ICNIRP-medlemmet siden maj 2020, Anke Huss. Som videnskabelig sekretær sidder Eric van Rongen, som er næstformand i ICNIRP og ICNIRP-formand fra 2016 til 2020. Zenon Sienkiewicz, som var ICNIRP-medlem indtil maj i år, var tilknyttet som rådgiver i arbejdsprocessen.

ICNIRP-forskere står altså bag en anbefaling om at stramme ICNIRP’s retningslinjer med et forsigtighedsprincip ved at anbefale et foreløbigt stop for 5G-udrulningen ved 26 Ghz, indtil forskning har gjort os afgørende klogere.

Men regeringens bizarre modsvar er, at man henholder sig til ICNIRP. Dermed putter Hollands regering et falsk kæmpelod i vægtskålen og foregøgler for offentligheden, at så er alt vel skønt.

Hvis ICNIRP’s retningslinjer var tilstrækkelige, ville der slet ikke være brug for en national komité med international anerkendelse som den hollandske EMV-komité under Sundhedsrådet. Hvorfor tror regeringen, at EMV-komitéen eksisterer? Svaret er, at sådan en komité skal tage sig af spørgsmål som behov for forsigtighedsprincip, der slet ikke er ICNIRP’s opgave.

Ansvarskomplekset og rollefordelingen bag strålebeskyttelse i Europa er gjort så sofistikeret, at de færreste kan gennemskue tingene.

Borgere, organisationer, journalister og politikere fejler i deres opfattelse af ICNIRP’s rolle og retningslinjernes betydning. Det virker til at passe både telemyndigheder og teleindustri fint, når ICNIRP’s retningslinjer opfattes som ypperligste standard i stedet for yderste standard. Og teleaktørerne gør intet for at undervise og vejlede offentligheden om det.

Man kan vel ligefrem sige, at teleaktørerne, som er staten og industrien, lukrerer på folks blanke uvidenhed.