Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet.

NYHED / UDLAND: En borger i en lille by i Holland har nu fået rettens ord for, at hun er en part med retlig interesse, som må klage over en telemast, der rejses 650 meter fra hendes hjem.

Det skriver den hollandske kvinde Wilma de Jong i en pressemeddelelse, og henviser til en retsudskrift, som er offentliggjort af distriktsdomstolen i den hollandske by Arnhem.

I dommen, som blev truffet 18. december, medgiver retten, at det ikke kan udelukkes, at der findes en risiko for sundheden, når telemastens feltstyrke kan måles til en værdi, der er lavere end 1 Volt per meter, som er den feltstyrke, der er blevet mål på borgerens bopæl. Til sammenligning lyder den internationalt udbredte grænseværdi på 61 Volt per meter.

Retten lagde til grund, at Sundhedsrådet i Holland i år netop har truffet den konklusion i en ny rapport om 5G og mobilstråling, som landets nationale forskerråd på området offentliggjorde i september.

Sundhedsrådet i Holland konkluderede i sin rapport, at forskning af mobilstråling og helbredseffekter viser resultater, der kan pege på muligheden for en række af skadelige sundhedseffekter, men at der fortsat savnes forskning, der kan afklare spørgsmålene endeligt.

Dommen betyder, at den lille landdistriktskommune Berkelland i det østlige Holland skal træffe en ny afgørelse og anerkende, at Wilma de Jong har ret til at komme med sin indsigelse i miljøbehandlingen af en telemast.

Derudover afviste dommeren, at distriktsdomstolen kan tage stilling til, om der vitterligt findes skadelige helbredseffekter af mastestråling, som befinder sig langt under grænseværdien.